På grund af sygdom er vi desværre nødt til at udsætte generalforsamlingen i DGS i morgen.
Det bliver i stedet den 4. juni.
Dagsorden, tid og sted er uændret – se nedenfor. Det faglige oplæg udgår dog, da der var for få tilmeldinger til det.
Generalforsamlingen afholdes på REHPA, Studiestræde 6, st. 1455 København K
Referat af generalforsamling d. 4. juni 2024
1. Valg af dirigent
Generalforsamlingen valgte at dispensere fra vedtægterne og vælge Jette Thuesen som dirigent.
2. Formandsberetning v. Jette Thuesen
Året har blandt andet været præget af samarbejdet med svenskerne om forberedelse af den nordiske kongres, der afholdes i juni måned.
Vores egen konference, At blive gammel i en forceret tid blev holdt d. 31.10 og 1.11. 2023 og har også fyldt i bestyrelsesarbejdet. Det blev en god konference, hvor Kirsten Avlundprisen blev uddelt for 8. gang. Denne gang gik prisen til Tania Hansen, der har forsket i, hvordan hverdagen med demens former sig ift. demensvenlighed og inddragelse.
Der efterlyses kandidater til prisen på 2024 konferencen.
Konferencen i 2024 har titlen: Velfærd i forandring. Nye grænseflader mellem civilsamfund og offentlig velfærd. Det bliver en konference med et nyt format. DGS konferencen afholdes på én dag og følges op af en SDU konference med gerontologisk tema. Det bliver meget billigt, og vi håber, at prisen og det gode program kan trække mange mennesker til og måske også generere et lille overskud til selskabet.
Beretningen blev godkendt.
3. Beretninger fra udvalg og tidsskrift
a. TidsskriftetGerontologi/Viden om aldring
Tidsskriftet Gerontologi skiftede i efteråret 2023 navn til Viden om Aldring. Dansk Gerontologisk Tidsskrift. Navneskiftet er motiveret af et ønske om at gøre tidsskriftet mere synligt og tilgængeligt for alle dem, tidsskriftet er relevant for. Det nye navn skal tydeliggøre relevansen af tidsskriftets indhold for hele aldringsforsknings- og ældreområdet – og dermed både tiltrække flere læsere og bidrag på tværs af alle de fagligheder og praksisområder, som tidsskriftet dækker. Det vil være nødvendigt at finde nye midler for at sikre tidsskriftets fortsættelse på sigt, og det er noget, redaktør/redaktionspanel og bestyrelsen har tæt kontakt omkring og prøver at finde løsningsmuligheder for.
b. Konferenceudvalget
Konferencen i efteråret 23 er omtalt i formandens beretning ovenfor.
c. Nyhedsbrev
I 2023 blev nyhedsbrevet udsendt tre gange. Nyt om Gammelt bringer foruden DGS’ egne nyheder nyt inden for forskning og udvikling i praksis, nye udgivelser samt seminarer, konferencer m.v. Lejlighedsvis bringes bog- og filmanmeldelser.
Nyhedsbrevet udsendes p.t. til 230 medlemmer af DGS og 93 personer, der er tilmeldt nyhedsbrevet uden at være medlem, i alt 323 personer.
d. VEGA
Vega Netværket har i 2023 afholdt 3 arrangementer:
31. januar: Netværksmøde med rundvisning i Generationernes Hus på Aarhus Ø.
24. maj: Åbent Seminar på Social- og Sundhedsskolen i Vejle. Temaet var: ”Liv i gamles hverdag – ude og hjemme”. Oplægsholdere var bl.a. Mikka Nielsen, seniorforsker i VIVE, Rikke Ulk, direktør i ANTROPOLOGERNE Jesper Fredslund, indehaver af firmaet KULTUR SAMLER.
21. september: Netværksmøde på Marselisborg Centret, som havde arrangeret en inspirerende formiddag med oplæg og rundvisning med fokus på det nye parkanlæg og SPARKprojektet.
I 2023 sluttede vores samarbejde med firmaet Teknologi i Praksis om regnskabsassistance, og vi har derfor fået oprettet en særskilt konto i DGS´regnskab og får nu hjælp af Maj-Britt Lempel.
På trods af at 2023 var mættet med faglig inspiration og et højt aktivitetsniveau fra tovholder og styregruppe, var opbakningen til både seminaret og det sidste netværksmøde meget skuffende. Vi oplever at netværkets medlemmer oftere og oftere må melde afbud, når ”vigtigere” opgaver trænger sig på. Ved fornyelsen af medlemskaber for 2024 faldt Skive, Norddjurs, Ringkøbing Skjern og Vejle Kommuner fra. Styregruppen har derfor har indset at det, der fungerede i 1996 (da netværket startede), ikke virker i 2024. Da det første netværksmøde i 2024 også måtte aflyses pga. manglende tilslutning, traf styregruppen den svære beslutning at netværket skal nedlægges med udgangen af 2024.
Vega netværket har en pæn sum penge stående, som er opsparet gennem de 28 år, netværket har eksisteret. Vi ønsker de midler skal ud og arbejde for Vegas gode mærkesager: Den gode hverdag i alderdommen, stjernestunderne, måltiderne, udelivet, samtalerne – og ikke mindst: hverdagslivet som tema i uddannelserne, de medarbejderdrevne forbedringsforløb, ”de små skridts metode” og læring i praksissammenhænge. Styregruppen melder en plan ud i midten af juni måned og satser på at kunne uddele de første portioner i forbindelse med konferencen på Syddansk Universitet d. 31. oktober.
4. Fremlæggelse af revideret regnskab på vegne af kasserer Christine Swane.
Regnskabet vedtages. Der tales om nye mulige finansieringskilder. Erfaringer med royalties fra en bog der i de senere år har givet væsentlige indtægter.
Selskabet er i kontakt med Trygfonden og VELUX
5. Valg af bestyrelse.
Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg: Christine E. Swane, Christina Bødtker, Charlotte Nilsson, Lone Grøn, Eva Algreen-Petersen, Rose Marie Tillisch, Charan Nelander (suppleant).
Følgende genopstiller: Christine Swane, Christina Bødtker, Charlotte Nilsson, Charan Nelander.
Kandidaterne præsenteres: Sussi Buhl, Anette Tybjerg-Jeppesen, Pia Øllgaard Olsen, Anna Amilon, Tenna Christoffersen
Valgte bestyrelsesmedlemmer:
Christine Swane
Christina Bødtker
Charlotte Nilsson
Anna Amilon
Tenna Christoffersen
Anette Tybjerg-Jeppesen eller Sussi Buhl
(Det er senere besluttet, at Anette Tybjerg- Jeppesen indtræder i bestyrelsen)
Valgte suppleanter:
Charan Nelander
Pia Øllgaard Olsen
Anette Tybjerg-Jeppesen el Sussi Buhl
(Det er senere besluttet, at Sussi Buhl indtræder som suppleant)
6. Valg af intern revisor og ekstern revisor.
Ekstern: Henrik Wulff Rasmussen. Intern: Anette Johannesen.
Vedtaget uden kommentarer.
7. Fastsættelse af næste års kontingent
Bestyrelsen foreslår uændret kontingent.
Vedtaget uden kommentarer.
8. Indkomne forslag, herunder forslag til vedtægtsændringer.
Der er ingen forslag til vedtægtsændringer.
9. Eventuelt.
Ingen punkter til eventuelt.