- Tidsskriftet Viden om Aldring
- Konferencer
- Aktiviteter
- Medlemsskab
- English
- VEGA
- Tidsskriftet Viden om Aldring
- Konferencer
- Aktiviteter
- Medlemsskab
- English
- VEGA
Formål
Dansk Gerontologisk Selskabs formål er at virke for udbredelse af gerontologisk viden ved at fremme forskning, undervisning og oplysningsvirksomhed inden for alle gerontologiens delområder
Vedtægter
§1 SELSKABET
1.1. Selskabets navn er Dansk Gerontologisk Selskab (på engelsk Danish Gerontological Society).
1.2. Selskabets hjemsted er København.
1.3. Selskabets formål er at virke for udbredelse af gerontologisk viden ved at fremme forskning, undervisning og oplysningsvirksomhed inden for alle gerontologiens delområder.
1.4. Selskabet er medlem af International Association of Gerontology og af Nordisk Gerontologisk Forening.
§ 2 MEDLEMSFORHOLD
2.1.1. Som ordinære medlemmer kan optages personer, der er under uddannelse, har uddannelse, virke eller på anden måde interesse inden for selskabets formålsområde.
2.1.2. Som korresponderende medlemmer kan bestyrelsen udnævne i udlandet bosiddende personer, der har en uddannelse og/eller et virke inden for selskabets formålsområde, og som man ønsker at knytte til selskabet.
2.1.3. Som æresmedlemmer kan generalforsamlingen efter forslag fra bestyrelsen udnævne personer i ind- og udland, der i ganske særlig grad har gjort sig fortjent af videnskaben eller selskabet, og/eller som har haft en fremragende betydning for gerontologiens udvikling.
2.1.4. Som kollektive medlemmer kan optages foreninger, institutioner, offentlige forvaltninger og udvalg m.fl., der har et virke foreneligt med selskabets formål.
2.1.5. Som støttende medlemmer kan optages erhvervsvirksomheder og andre, der har et virke foreneligt med selskabets formål, og som ønsker at støtte selskabets aktiviteter.
2.1.6. Det nye medlem betaler fuldt kontingent for regnskabsåret, hvori indmeldelse finder sted.
2.2. Udmeldelse og eksklusion
2.2.1. Udmeldelse finder sted skriftligt til sekretæren senest med tre måneders varsel til kontingentårets udgang.
2.2.2. Generalforsamlingen kan med 2/3 majoritet af de fremmødte beslutte at ekskludere et medlem, som handler til skade for selskabet.
2.2.3. Medlemmer, der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent, slettes uden videre ved det pågældende regnskabsårs udløb.
2.2.4 Et udtrådt eller udelukket medlem kan kun genoptages, såfremt eventuel ældre gæld til selskabet samtidig berigtiges
2.3. Kontingent
2.3.1. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen for hvert regnskabsår og indbetales senest pr. den på opkrævningen anførte betalingsfrist.
2.3.2. Korresponderende medlemmer og æresmedlemmer betaler ikke kontingent.
2.3.3. Generalforsamlingen kan beslutte et særligt kontingent for medlemmer over 67 år, som i 10 år har været medlemmer af selskabet, og for uddannelsessøgende.
2.3.4. Kollektive medlemmer betaler et af generalforsamlingen besluttet særskilt kontingent.
2.3.5. Støttende medlemmer betaler et kontingent, hvis mindstebeløb besluttes af generalforsamlingen.
2.4. Medlemsrettigheder og -pligter
2.4.1. Kun ordinære medlemmer og indenlandske æresmedlemmer har stemmeret på generalforsamlingen. Kun ordinære medlemmer og indenlandske æresmedlemmer kan vælges til bestyrelsen.
2.4.2. Medlemmerne er forpligtet til at overholde selskabets love og leve op til selskabets formålsbestemmelse.
§ 3 GENERALFORSAMLINGEN
3.1 Kompetence
3.2 Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed i alle anliggender.
3.2.1 Tidspunkt og indkaldelse
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden den 30.6. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst 1/5 af selskabets medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grund. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest seks uger efter modtagelsen af begæring herom.
3.2.2. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med tre ugers varsel ved særskilt skrivelse til de enkelte medlemmer.
3.2.3 Dagsorden skal altid indeholde følgende punkter: 1. valg af dirigent, 2. formandsberetning, 3. beretninger fra udvalg, 4. fremlæggelse af revideret regnskab, 5. valg af bestyrelse, 6. valg af revisorer, 7. fastsættelse af næste års kontingent, 8. indkomne forslag, herunder forslag til vedtægtsændringer, og 9. eventuelt.
3.3. Gennemførelse
3.3.1. Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.
3.3.2. På den ordinære generalforsamling aflægger bestyrelsen beretning om selskabets virksomhed. Endvidere fremlægges selskabets regnskab for det forløbne år til godkendelse, ligesom der vælges bestyrelse samt intern og ekstern revisor. Den interne revisor skal være valgt blandt medlemmerne uden for bestyrelsen, og den eksterne revisor skal ikke være medlem af selskabet.
3.3.3. Såfremt medlemmerne ønsker et forslag fremmet til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal det indsendes skriftligt til sekretæren senest 14 dage før generalforsamlingen og af bestyrelsen gøres tilgængeligt for medlemmerne syv dage inden samme. Bestyrelsens forslag, herunder til vedtægtsændringer offentliggøres samtidig Det varsles i indkaldelsen, hvor forslag offentliggøres.
3.3.4. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet følger af nærværende love. Ved stemmelighed bortfalder et forslag. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot ét af de tilstedeværende medlemmer ønsker det. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
3.3.5. Generalforsamlingens beslutninger indføres i protokol, der underskrives af dirigenten og referenten.
§ 4 BESTYRELSEN
4.1. Opgave og valg
4.1.1. Selskabets ledelse varetages af en bestyrelse på 9 medlemmer, valgt på generalforsamlingen. På generalforsamlingen vælges også en suppleant
4.1.2. Formanden vælges særskilt og for tre år ad gangen. Medlemmer til bestyrelsen vælges for to år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
4.1.3. Afgår formanden i utide indtræder næstformanden frem til førstkommende generalforsamling.
Ønsker næstformanden ikke at indtræde som formand konstituerer bestyrelsen sig med et provisorisk forretningsudvalg, der varetager daglig ledelse frem til førstkommende generalforsamling.
Afgår et bestyrelsesmedlem i utide indtræder suppleanten frem til førstkommende generalforsamling. Hvis flere end fire medlemmer i bestyrelsen afgår i utide, skal ekstraordinær generalforsamling indkaldes for at foretage supplerende valg til bestyrelsen.
4.1.4. Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen med formand (valgt af generalforsamlingen), næstformand, sekretær og kasserer. Sidstnævnte to poster kan varetages af samme person.
4.1.5. Formanden repræsenterer selskabet udadtil; i formandens fravær varetager næstformanden denne opgave. Bestyrelsen varetager selskabets tarv udadtil og indadtil. Det påhviler bestyrelsen at føre tilsyn med eventuelle udvalgs arbejde og med de i selskabet ansatte personers virksomhed.
Bestyrelsen har ansvar for at følge udviklingen inden for gerontologien i ind- og udland, lade sig rådgive med henblik på aktiviteter i selskabet og nyhedsformidling til medlemmerne samt at tilsikre at relevante delområder af gerontologien søges dækket.
4.1.6 Selskabets daglige ledelse varetages mellem bestyrelsesmøderne af et forretningsudvalg, der består af formanden, næstformanden og sekretæren. Ved et forretningsudvalgsmedlems længerevarende fravær supplerer bestyrelsen udvalget med et andet medlem af bestyrelsen.
4.2 Bestyrelsens arbejde
4.2.1. Bestyrelsesmøder afholdes ca. fem gange per år med mulighed for ekstra møder, fx når formanden finder det fornødent, eller når to bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden. Et bestyrelsesmøde kan afvikles som telefonmøde.
4.2.2. Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som godkendes efter procedure, der er nedskrevet i forretningsordenen.
4.2.3. Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpel stemmeflerhed, med mindre andet bestemmes af denne lov. Suppleanten kan ikke stemme. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når fem medlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
4.2.4. Generalforsamlingen kan beslutte, hvorvidt en eller flere bestyrelsesposter skal være lønnede.
4.2.5. Bestyrelsen kan i fornødent omfang antage juridisk assistance.
4.3. Forretningsudvalgets arbejde
4.3.1. Udvalget afholder møde når formanden finder det fornødent, eller når et medlem kræver det. Indkaldelse kan finde sted skriftligt eller telefonisk med angivelse af dagsorden. Et udvalgsmøde kan afvikles telefonisk eller via net-medier.
4.3.2. Over forretningsudvalgsmøderne føres beslutningsreferat, som godkendes efter procedure, der er nedskrevet i forretningsorden. Referatet skal inden for ti dage gøres tilgængelig for bestyrelsens øvrige medlemmer.
4.3.3. Forrentningsudvalgets beslutninger skal være enstemmige. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
4.4. Andre udvalg
4.4.1. Bestyrelsens kan nedsætte permanente eller midlertidige udvalg vedrørende faglig formidling, forskning, kursusvirksomhed, bog- og tidsskriftudgivelse, oplysningsvirksomhed og andre opgaver inden for selskabets formål. Hvis et udvalg nedsættes, skal beretning om udvalgets virksomhed aflægges på førstkommende generalforsamling.
4.4.2. Bestyrelsen fastlægger et udvalgs kommissorium, og efter forslag fra udvalget evt. en forretningsorden. Udvalget skal løbende holde selskabets forretningsudvalg orienteret om sit arbejde.
4.4.3. Bestyrelsen kan stille særskilt budget til disposition for udvalget. Et udvalg kan ikke forpligte selskabet økonomisk i forhold til tredjemand. Såfremt et udvalg varetager opgave med økonomiske dispositioner ud over et evt. budget, stillet til rådighed af bestyrelsen, skal formanden eller næstformanden og et bestyrelsesmedlem yderligere indgå i udvalget.
4.4.4. Resulterer et udvalgs aktiviteter (f.eks. kursusvirksomhed eller bogudgivelse) i økonomisk overskud, kan dette efter forretningsudvalgets godkendelse bruges til udvalgets fortsatte arbejde. Et overskud kan også, efter bestyrelsens bestemmelse, bruges til andre opgaver inden for selskabets formål.
§ 5 ØKONOMI, TEGNING OG HÆFTELSE
5.1. Regnskab og formue
5.1.1. Selskabets regnskabsår følger kalenderåret.
5.1.2. Kassereren indkasserer selskabets indtægter og betaler de af
forretningsudvalget godkendte regninger. Kassereren fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter og udarbejder udkast til selskabets årsregnskab. Opgaverne kan efter beslutning i forretningsudvalget delegeres til en sekretariatsfunktion.
5.1.3. Regnskabsudkastet revideres af såvel den eksterne revisor som den interne revisor.
5.1.4. Bestyrelsen kan bemyndige et udvalg til at føre et selvstændig regnskab for sin virksomhed og udpeger det herfor ansvarlige udvalgsmedlem. Denne inkasserer udvalgets indtægter og betaler de af udvalgsformanden godkendte regninger. Det udpegede udvalgsmedlem fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter og afleverer udvalgets årsregnskab med bilag til kassereren, der indarbejder dette materiale i selskabets årsregnskab.
5.1.5. Selskabets formue skal, ud over hvad der er nødvendigt til afholdelse af de løbende udgifter, medmindre generalforsamlingen bestemmer andet, anbringes efter bestyrelsens bestemmelse, dog fortrinsvis i pengeinstitut eller obligationer.
5.2. Tegning og hæftelse
5.2.1. Selskabet forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og to bestyrelsesmedlemmer.
5.2.2. Bestyrelsen kan udpege et medlem af forretningsudvalget til at tegne selskabet over for skattevæsenet, toldvæsenet m.fl. med henblik på arbejdsgiverregnskab, momsregnskab m.v.
5.2.3. Der påhviler ikke selskabets medlemmer nogen personlig hæftelse for de selskabets påhvilende forpligtelser.
§ 6 VEDTÆGTSÆNDRING OG OPLØSNING
6.1. Vedtægtsændringer
6.1.1. Til ændring af nærværende vedtægter kræves vedtagelse på en generalforsamling, hvor 1/3 af de stemmeberettigede har givet møde, med 2/3 af de afgivne stemmer.
6.1.2. Hvis der ikke er mødt 1/3 af de stemmeberettigede, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling inden for fire måneder (efter bestemmelserne i paragraf 3.2.) og med samme ændringsforslag på dagsordenen. Uanset antallet af fremmødte kan denne generalforsamling vedtage ændringsforslag, såfremt mindst 2/3 af de fremmødte stemmer herfor.
6.2. Opløsning
6.2.1. Til selskabets opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling inden for fire måneder (efter bestemmelsen i paragraf 3.2.), på hvilken opløsning kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte.
6.2.2. Ved selskabets opløsning skal selskabsformuen bruges til opfyldelse af selskabets formål gennem etablering af et legat, der efter generalforsamlingens bestemmelser skal administreres af et universitet eller anden offentlig institution i Danmark.
§ 7 VOLDGIFT
7.1. Stridigheder om anvendelse af disse love afgøres ved voldgift.
7.2. Voldgiftsretten skal bestå af to voldgiftsmænd, hvoraf hver af stridens parter vælger én, samt en af disse i fællesskab valgt opmand. Skulle voldgiftsmændene ikke kunne enes om valget af opmand, udpeges han af dommeren i den retskreds, hvori selskabet har hjemsted. I øvrigt henvises til lov nr. 181 af 24. maj 1972 om voldgift.
Godkendt ved generalforsamling den 31. marts 2014 og den ekstraordinære generalforsamling 2. oktober 2014