Nyheder
Vælg nyhed her
26. nordiske kongres i gerontologi i 2022 i Odense
Nyt om evidensbaserede forebyggelsestrategier
Nyt om forskning
Kulturelle forestillinger om fællesskabets betydning i alderdommen
Et indblik i livet med sansesvækkelse
Test kan forudsige behov for hjælp
Bøger & film
Ny inspiration til at skabe offentlige rum for alle
Gamlesagen
Boganmeldelse: Livets tredje akt
Filmanmeldelse: Life in Stills
Vidste du at…
Kender du nye, gerontologiske udgivelser?
Kalender
Deadline for stof til næste nyhedsbrev
Nyhedsbrev 4, december 2020
Bestyrelsen ønsker alle DGS-medlemmer en glædelig jul og et godt nytår!
Året 2020 blev nok ikke lige det, vi havde forestillet os. For os i bestyrelsen betød pandemien helt konkret, at vi måtte aflyse den årlige konference og andre arrangementer. Så den direkte kontakt med medlemmerne har været sparsom, men heldigvis bakker I stadig op om vores fælles sag. Det er der brug for. Måske mere end nogensinde.
Vi er i fuld gang med at planlægge den 26. nordiske gerontologiske kongres, som afholdes i Odense i 2022. Det sker i et fint samarbejde med Dansk Selskab for Geriatri og en kompetent tværfaglig videnskabelig komité. Der arbejdes også ihærdigt med at planlægge DGS’ årlige konference 2021, som I kan glæde jer til. Og sidst men ikke mindst glæder vi os til at fejre DGS’ 75 års fødselsdag. Det fejrer vi bl.a. med en jubilæumsudgave af tidsskriftet Gerontologi.
I befolkningsundersøgelser markerer en 75 års fødselsdag overgangen til en ny aldersgruppe med nye karakteristika og tilknyttede forventninger til gruppens medlemmer. Lad os bruge dette overgangsår til dialog om, hvilke forventninger vi har til DGS – og hvordan vi sammen arbejder for at udbrede viden om ældre og aldring.
Vi glæder os til at se jer i 2021.
På vegne af bestyrelsen,
26. nordiske kongres i gerontologi i 2022 i Odense
Change and continuity bliver kongrestemaet – for sproget på den nordiske gerontologikongres er engelsk
Vi ændrer vores oplevelse af os selv og vores omgivelser i løbet af livet. Senlivet er kendetegnet ved store overgange, hvor vi bevæger os mod skrøbelighed, afhængighed og flere tab. Men det er også en del af livet med mere tid til at engagere sig i foretrukne aktiviteter og til at komme overens med og klare nye udfordringer. Coronapandemien har vist sig at være en udfordring for hele verden, der rækker ud over de fleste menneskers fantasi, især for skrøbelige og sårbare personer og samfund.
Dansk Gerontologisk Selskab inviterer sammen med Dansk Selskab for Geriatri og Nordisk Gerontologisk Forening til 26. nordiske kongres i gerontologi i Odeon i Odense 8.–10. juni 2022. Læs mere om kongressens tema på www.26.nkg og send gerne annonceringen af kongressen videre til dine kollegaer.
Vi glæder os til at se alle gerontologer i Odense i 2022,
Christine E. Swane, Præsident
Pia Nimann Kannegaard, Generalsekretær
Nyt om evidensbaserede forebyggelsesstrategier
Videns- og projektnetværket WIPP-360 skal sikre udvikling og implementering af evidensbaserede tilgange i forebyggelsesstrategier på ældreområdet
WIPP-360 er et konsortium af kommuner, regioner og forskningsenheder, der er opstået på bagkant af et netop afsluttet interreg5a projekt, Welfare Innovation in Primary Prevention (WIPP). WIPP-360 netværket har fokus på at skabe flere sunde og gode leveår for ældre mennesker samt nedbringe udgifter til sundhedsydelser.
- Læs mere om WIPP-360
- Se optagelser og slides fra afslutningskonferencen 25. september 2020
Nyt om forskning
Kulturelle forestillinger om fællesskabets betydning i alderdommen
Nyt speciale i pædagogisk antropologi om ældre menneskers håndtering af aldring
I deres netop publicerede speciale undersøger Ida Scott og Ingrid G. Holm fra Aarhus Universitet, Emdrup, ‘aldring’ i et kulturgerontologisk perspektiv. Der fokuseres på den aldrende krop, kategorisering, tab og sorg og ældrebilleder. Analysen er baseret på 3 måneders feltarbejde, hvor de dels har fulgt en kvinde på 89 år i hendes hverdag, dels har boet på seniorhøjskole.
Specialet er støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn.
Et indblik i livet med sansesvækkelse
Nedsat syn og dårlig hørelse blandt ældre mennesker er almindeligt forekommende, men synes at være et overhørt emne
Fonden Ensomme Gamles Værn har udgivet rapporten “Sansesvækkelse i alderdommen – et etnografisk studie” af pædagogisk antropolog, ph.d. Jon Dag Rasmussen, kultursociolog, ph.d. Christine E. Swane og kultursociolog, ph.d. Ida Wentzel Winther.
Rapporten udkommer desuden som e-bog, lydbog og i punktbog af Nota.
Ud over resultater og anbefalinger formidlet i rapporten, er der produceret filmen “Jeg er snart sanseløs – et indblik i hverdagen hos ældre med sansetab”, inklusive en version med engelske undertekster.
Test kan forudsige behov for hjælp
En simpel test i det forebyggende hjemmebesøg kan forudsige fremtidige behov for personlig pleje og sygepleje
Et nyt forskningsstudie fra Center for Sund og Aktiv Aldring (CAHA), Syddansk Universitet (SDU) viser, at en simpel og hurtig funktionstest i det forebyggende hjemmebesøg kan forudsige fremtidige behov for personlig pleje og sygepleje. SPPB-testen er særlig velegnet i den kommunale forebyggelsespraksis, fordi den kan udføres i ældre menneskers eget hjem uden krav til særligt udstyr.
Ph.d.-studerende Jonathan Vaarst har gennemført analysen i samarbejde med Prof. Paolo Caserotti og andre forskere fra SDU og University of Pittsburgh. Data kommer fra et flerårigt samarbejde med Odense Kommune i projekterne Healthy Ageing Network of Competences (HANC) og Welfare Innovation in Primary Prevention.
- Se præsentation af studiet og download slides fra WIPP projektets afslutningskonference, præsentation nr. 4, “Kan måling af fysisk funktion i det forebyggende hjemmebesøg prædikere senere brug af sundhedsydelser?”
- En artikel om studiet er accepteret til publicering i Scandinavian Journal of Public Health og forventes online i slutningen af december/starten af januar. Du kan søge på titlen, “—-“
Bøger & film
Ny inspiration til at skabe offentlige rum for alle
Ældre mennesker overses ofte, når der der anlægges nye, offentlige rum
Arkitekterne Kristian Ly Serena og Dominique Hauderowicz er redaktørerne bag den engelsksprogede antologi “Age-Inclusive Public Space”. Med en blanding af forskning fra forskellige videnskaber og arkitektoniske cases, bl.a. fra Vordingborg, tilbyder teoretisk og praktisk inspiration til arkitekter, byplanlæggere og politikere til at skabe mangfoldige offentlige rum, som alle generationer kan deltage i og bidrage til.
Bogen introducerer også en alders-inklusiv design metodologi.
Fonden Ensomme Gamles Værn er hovedsponsor på bogen.
Gamlesagen
Ny bog kaster et nyt blik på den 110 år gamle organisation, Ensomme Gamles Værn
Mag.scient.soc. Ida-Elisabeth Andersen og fil.kand. i sociologi og socialantropologi Dorrit Pedersen har skrevet om gamle menneskers dårlige forhold, ensomhed, ældrepolitik og -pleje i bogen “Gamlesagen. Mellem filantropi og velfærdsstat – Ensomme Gamles Værn 1910-2020”, som er udgivet af Fonden Ensomme Gamles Værn i november 2020 i forbindelse med fondens 110 års jubilæum.
Bogen er udgivet i en trykt samt en elektronisk version.
BOGANMELDELSE
En stærk og nuanceret bog om overgangen til det gode pensionistliv
DGS har støttet en ny bog af Aske Juul Lassen, ph.d. i etnologi, som her anmeldes af Lotte Evron, ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole
“Bogens målgruppe er mennesker, der overvejer pension eller er midt i pensionsovergangen, men jeg ser også bogen som et væsentligt bidrag til fagpersoner med interesse for overgange i alderdommen.
Sproget er let og Aske Juul Lassen henvender sig direkte til læseren med et ’du’. De mange og detaljerede eksempler fra interviewpersonernes hverdag, deres ambivalens og/eller overvejelser om at vælge at blive deltids- eller fuldtidspensionister giver et dybdegående indblik i overgangen til pensionstilværelsen.”
Bogen og forskningen bag er støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn.
FILMANMELDELSE
Life in Stills, instrueret af Tamar Tal
Rørende og humoristisk dokumentarfilm om to generationers kamp for en sag, som her anmeldes af Lotte Evron, ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole
En hjertevarm beretning om den 96-årige Miriam Weissenstein og hendes barnebarn Bens rejse for at redde den legendariske fotobutik “Photo House”, der rummer næsten en million billednegativer, som dokumenterer og definerer historiske øjeblikke i Israels historie. Filmen handler om det umage pars kamp for at redde deres fælles fotobutik. Trods den høje alder arbejder Miriam stadig i butikken sammen med Ben. Hun accepterer ikke det kropslige forfald, teknologiudviklingen og nægter fx at bruge høreapparat, selv om hun har meget nedsat hørelse. Hendes passion for butikken og manglende pli skaber sjove situationer, der til tider skræmmer kunder væk, men også skønne øjeblikke og åbninger i deres fælles kamp. Filmen er fra 2011 og har vundet adskillige internationale priser.
Vidste du at…
DGS støtter formidling af gerontologisk forskning og viden med op til 10.000 kr.?
Det kan fx være undervisningsforløb, bogudgivelser, fotoudstillinger, film og podcasts. Formålet med puljen er at fremme formidling af gerontologisk viden og forskning på højt niveau både til en videnskabelig målgruppe, til professionelle på ældreområdet og til en bredere offentlighed.
Der er løbende ansøgningsfrist.
Masterafsnit: Overskrift – markér og skriv
Brødtekst – markér og skriv
Kender du nye, gerontologiske udgivelser?
Så send et hint til redaktøren, så kan vi dele denne viden her i nyhedsbrevet. Der er også mulighed for at lave anmeldelser af bøger til nyhedsbrevet.
Kalender
2021
Den 25. nordiske gerontologiske kongres på Island er udskudt til 2021. Læs mere om 25 NKG.
24.-26- juni 2021. Transforming Care Conference (TCC). Time in Care: The Temporality of Care Policy and Practices. Venedig, Italien. Læs mere.
6.-9. oktober 2021. 5. konference i ENAS – European Network in Ageing Studies, Bucharest, Rumænien. Læs mere.
2022
8.-10. juni 2022. Den 26. nordiske gerontologiske kongres, NKG, Odense. Læs mere.
12.-16. juni 2022. 22nd World Congress of Gerontology and Geriatrics, Buenos Aires, Argentina. Læs mere.
DEADLINE for stof til næste Nyhedsbrev nr. 1/2021 er 1. marts 2020
Nyhedsbrevet er redigeret af Louise Scheel Thomasen.