Kirsten Avlund Prisen
Til Dansk Gerontologisk Selskabs Nationale Konference om Aldring & Samfund i Odense den 31. oktober uddeltes Kirsten Avlund prisen for 9. gang.
Kirsten var den første professor i Gerontologi(aldringsforskning) ved Københavns Universitet, og også den første ergoterapeut i Danmark, der er blevet tildelt de akademiske grader ph.d. og Dr.Med. Hun var i mange år ansat ved Afdeling for Social Medicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, først som videnskabelig assistent og ph.d.-studerende, senere som adjunkt og lektor, og endelig fra 2008 som professor. Hun var medlem af styregruppen for de to store danske aldringsforskningscentre; Center for Sund Aldring og Danish Aging Research Centre. Fra 2007 var hun desuden leder af Copenhagen Aging and Midlife Biobank. Kirsten var en yderst populær vejleder, både for bachelor- og kandidatstuderende samt for ph.d.-studerende, og har dermed præget og inspireret mange nye forskere indenfor gerontologien.
Kirsten Avlund Prisen blev således stiftet for at ære hendes minde og for at forskerspirer indenfor gerontologien fortsat kan nyde inspiration og motivation fra Kirsten. Prisen blev uddelt første gang i 2014. I år og fremover er prisen doneret af Fonden Ensomme Gamles Værn.
Prisen er på 10.000 dkr og gives som en opmuntring til fortsat gerontologisk forskning. Desuden deltager prisvinderen gratis i Dansk Gerontologisk Selskabs Nationale Konference om Aldring & Samfund, hvor prisen uddeles og prisvinderen afholder en prisforelæsning. Prisen tildeles af en jury sammensat af bestyrelsesmedlemmer i Dansk Gerontologisk Selskab i samarbejde med Dansk Selskab for Geriatri.
Prisen gives til en lovende og motiveret forsker med relation til Danmark, som har potentiale ift bl.a. publikationer, undervisning, formidling, forskningssamarbejde samt tværfaglighed, og som er i gang med sidste år af ph.d.-forløbet eller hvor ph.d.-graden er erhvervet inden for de seneste fem år, i et gerontologisk relevant og/eller aktuelt emne. Er ph.d.-graden erhvervet, er det yderligere et kriterie, at vedkommende fortsat arbejder inden for gerontologien i fx forsknings-, undervisnings- eller formidlingsøjemed.
Tidligere års vindere har været etnolog, ph.d. Aske Juul Lassen i 2014, sygeplejerske, ph.d. Asa Roin i 2015 fysioterapeut, MHSc, ph.d. Mette Merete Pedersen i 2016, matematiker, ph.d. Mikael Thinggaard i 2017 og i 2018 kandidat i pædagogisk antropologi, ph.d. Jon Dag Rasmussen. Ved konferencen i 2019 præsenterede Alexandra Brandt Ryborg Jønsson, ph.d., antropolog sin vinderforelæsning og i 2021 fik Jeevitha Yogachandiran Qvist, ph.d., postdoc ved Aalborg Universitet, Institut for Politik og Samfund prisen. I 2022 uddeltes prisen ikke, da der stedet for DGS-konference blev afholdt Nordisk Gerontologisk Kongres. I 2023 vandt lektor, cand.pæd.ant, ph.d., ergoterapeut Tania Erika Aniol Hansen prisen.
I 2024 vandt læge, ph.d., Siri Smedemark fra Medicinsk Afdeling, Kolding Sygehus, Sygehus Lillebælt og Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, Odense Universitetshospital prisen – og holdt traditionen tro en prisforelæsning.
Billedmateriale fra forelæsningen kan ses under Konferencer her på siden.