NYT OM GAMMELT

DGS_logo
Juli, 2022

Velkommen til sommerens udgave af Nyt om Gammelt!

I denne udgave af Nyt om Gammelt kan du læse mere om 26NKG, der blev afholdt 8.-10. juni i Odense, uddelingen af gerontologiske priser samt nyt om gerontologisk forskning, nye tiltag og udgivelser.

Derudover er vi glade for at kunne byde velkommen til to nye medlemmer af bestyrelsen i DGS, som blev valgt på generalforsamlingen d. 21. juni. Dermed er bestyrelsen fornyet med nye, gode kræfter. I stedet for David Vincent Nielsen og Lotte Evron blev Lone Grøn (tidl. suppleant), professor i antropologi (VIVE) og Christina Bødker, cand cur og snart Master of Gerontology (Sundhedsstyrelsen) valgt til bestyrelsen. Charan Nelander, cand oecon, direktør (Komiteen for Sundhedsoplysning) blev valgt som ny suppleant.
Varmt velkommen til Lone, Christina og Charan, og tak til Lotte og David for jeres arbejde i gerontologiens tjeneste! Læs mere om hvem, der ellers er med i bestyrelsen.

Tilbage er der kun at ønske god læselyst - og god sommer!

PS: Kender du nogen, som er interesseret i at modtage nyheder fra Dansk Gerontologisk Selskab? Så kan du invitere dem til at skrive sig op her.
Jette Thuesen åbner 26NKG i Odense

26NKG: Nordisk Gerontologisk Kongres afholdt i Odense

26NKG bød på tre dage med et spændende og varieret gerontologisk program med over 500 deltagere fra 29 lande.
Forkvinde for DGS, Jette Thuesen, åbnede den 26. Nordiske Gerontologiske Kongres i Odense d. 8.-10. juni. Den tværvidenskabelige kongres var arrangeret af Dansk Gerontologisk Selskab og Dansk Selskab for Geriatri i regi af NGF, den Nordiske Gerontologiske Forening. Det blev en særdeles vellykket kongres, der bød på 8 keynote speakers, 44 symposier, 95 mundtlige præsentationer og 148 posters.
Nedenfor i nyhedsbrevet kan du læse mere om de to priser, der blev uddelt på kongressen, den nordiske pris i gerontologi (the Sohlberg Prize) og prisen for lovende forsker i gerontologi. Derudover blev der uddelt to priser sponsoreret af Journal of Ageing and Longevity; Prisen for bedste mundtlige præsentation og prisen for bedste poster. Dem kan du også læse mere om nedenfor.

Den næste Nordiske Gerontologiske Kongres, 27NKG, bliver afholdt i Stockholm, Sverige i 2024 under temaet, "Ageing in a transforming world".
Dansk Gerontologisk Selskab

SÆT X I KALENDEREN!
Dansk Gerontologisk Selskabs Konference om Aldring og Samfund i Middelfart vender tilbage d. 2.-3. november 2023!

Den nordiske pris i gerontologi givet til professor Susanne Iwarsson, Lunds Universitet

På 26NKG blev den nordiske pris i gerontologi, the Sohlberg Prize, uddelt.
Professor Susanne Iwarsson, Lunds Universitet
Prisen tildeles en forsker, som er ledende inden for feltet i et af de nordiske lande og som har haft væsentlig indflydelse på udviklingen inden for aldringsforskning. I år gik prisen til professor Susanne lwarsson fra Lunds Universitet i Sverige, hvor hun har været professor i gerontologi siden 2005. Prisen er på €10.000 og er sponsoreret af the Sohlberg Foundation. Susanne Iwarsson gav en forelæsning på kongressens sidste dag.

Ida Karlsson, Karolinska Institutet, tildeles prisen for lovende forsker i gerontologi

Årets pris blev uddelt på 26NKG, hvor vinderen kvitterede med en forelæsning.
Ida Karlsson, post doc på Karolinska Institutet, afdeling for Medicinsk Epidemiologi og Biostatistik, fokuserer i sin forskning på aldringens epidemiologiske genetik, hvor hun anvender genetiske og epigenetiske metoder til bedre at forstå aldringens processer.
Prisen er på 20.000 svenske kroner og er sponsoreret af den Nordiske Gerontologiske Forening
.
Ida Karlsson, Karolinska Institutet

Priser for bedste mundtlige præsentation og bedste poster på 26NKG

Journal of Ageing and Longevity sponsorede uddelingen af to priser på 26NKG: Prisen for bedste mundtlige præsentation og prisen for bedste poster.
Sussi Friis Buhl, SDU
BEDSTE MUNDTLIGE PRÆSENTATION
Sussi Friis Buhl er postdoc ved Forskningsenheden for Almen Praksis, SDU, og præsenterede på kongressen udvalgte resultater fra hendes ph.d. fra Center for Aktiv og Sund Aldring ved Institut for Idræt. Sussi Buhl har undersøgt sammenhængen mellem ernæring, træning og fysisk skrøbelighed hos hjemmeboende ældre (≥65år). Studierne viste bl.a., at risikofaktorer for underernæring – såsom dysfagi, dårlig tandstatus og uplanlagt vægttab – er associeret med fysisk skrøbelighed. Det foreslås, at ernæringsmæssige risikofaktorer tænkes med i forebyggelse.
BEDSTE POSTER
Professor Emeritus, Dorly Deeg fra
Amsterdam University Medical Centers, Department of Epidemiology & Data Science modtog prisen for bedste poster på 26NKG. Dorly Deeg har studeret "Blue Zones" (BZ); regioner med et særligt højt antal hundredårige. BZ menes at indeholde centrale spor af sund livsstil og sund aldring. Med udgangspunkt i the Longitudinal Aging Study Amsterdam (LASA), viser studiet af en sådan region i Holland, at BZ ikke nødvendigvis kan kobles til sund livsstil og sund aldring.
Dorly Deeg
Journal of Ageing and Longevity

26NKG 'Special issue'

Ud over, at JAL har finansieret priserne for bedste poster og bedste mundtlige præsentation, udgiver de i 2023 et ’Special Issue’.
Temanummeret indeholder konferenceabstracts og videnskabelige artikler baseret på præsentationer fra kongressen. Alle, der har præsenteret forskning og udvikling på kongressen, er nu inviteret til at bidrage. Paolo Caserotti, Charlotte Juul Nilsson og Jette Thuesen er gæsteredaktører for temanummeret. De var DGS’ repræsentanter i den lokale organisatoriske komité for 26NKG. Håbet er, at samarbejdet med JAL kan videreføres i kommende nordiske kongresser.

Nye hænder til det gode hverdagsliv i plejeboligen

Erfaringer med unge i spirejobs, hvordan vi passer på de frivillige, hjælp til udeliv, pædagoger i plejeboliger og en ny tilgang til samarbejdet med pårørende.
VEGA Netværket
Det var nogle af temaerne i VEGA Netværkets årlige seminar, i år på Social- og Sundhedsskolen i Herning. 40 deltagere fra kommuner i det midtjyske deltog. Et par elever stod for en spændende workshop om, hvordan de bruger de hverdagslivsbegreber, der er udviklet i netværket. VEGA Netværket fejrede i år også sit 25 års jubilæum med en udstilling fra projekter gennem tiden. Læs mere nedenfor, hvis du er nysgerrig på VEGA Netværket - der er plads til nye medlemmer.

Synseksperimentarium guider til godt liv med synsnedsættelse

Hvad sker der med synet, når man bliver ældre? Og hvad kan man gøre for stadig at kunne de ting, man gerne vil, hvis man får nedsat syn? SynsExpo viser vej.
Der findes mange tips og tricks, som kan lette hverdagen med nedsat syn. Den rigtige belysning, fokus på kontraster i hjemmet og forstørrelse gennem forskellige teknologier kan gøre en stor forskel. Velux Fondens Synseksperimentarium, SynsExpo, og hjemmesiden raadomsyn.dk, begge udviklet med forskere fra Center for Sund Aldring, KU, giver vejledning og syn for sagen på en Danmarksturné over sommeren. Foto: Bjarke Ørsted.
SynsExpo
Folkebevægelsen mod Ensomhed

Ensomhed er et samfundsanliggende

Af Christine E. Swane, kultursociolog, ph.d. og direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn.
Ensomhed er ikke et problem, der kun i særlig høj grad vedrører gamle mennesker. 570.000 voksne i Danmark – svarende til 12,4 % af alle fra 16 år og op – føler sig svært ensomme. Tallene er dog indsamlet under den anden nationale nedlukning i starten af 2021, hvorfor en del af stigningen fra 380.000 ensomme i 2017 formodes at skyldes coronapandemien. Men stigningen er dog stadig klar gennem de otte år.

For ældre viser de nye tal, at ensomhed er lavest blandt 70-79-årige, nemlig 7 %, blandt 80-85-årige 12 % og for 85+-årige 17 % (kilde: Danskernes Sundhed).

At føle sig alvorligt ensom er ikke blot en belastning af et menneskes psykiske og følelsesmæssige trivsel. Langvarig, svær ensomhed belaster også kroppen, fordi det er at sammenligne med en stresstilstand. Mennesker, der føler sig ensomme gennem længere tid, har derfor øget risiko for bl.a. forhøjet blodtryk og hjertekarsygdom. Ensomhed er årligt relateret til 2.200 ekstra dødsfald.

Den nyeste beregning, vi har for, hvad ensomhed årligt koster samfundet, er 8,3 mia. kr. Omkostningerne skyldes ekstra udgifter til behandling og pleje og til tabt produktion. Disse tal er dog fra 2016 (kilde: Sygdomsbyrden i Danmark).

Folkebevægelsen mod Ensomhed og Mental Talk inviterer 1. september 2022 til en stor konference om ensomhed i Herning. Mental Talk er et nyt kultur- og folkemødeformat for samtaler om mental sundhed og sygdom.

Vejledning om underernæring

Sundhedsstyrelsens vejledning omhandler opsporing, behandling og opfølgning af personer i ernæringsrisiko.
Vejledning om underernæring
Vejledningen er målrettet kommuner, sygehuse og almen praksis og skal bidrage til at understøtte en sammenhængende tværsektoriel og tværfaglig ernæringsindsats for den enkelte.

Ifølge Sundhedsloven er både kommuner og regioner ansvarlige for, at sundhedsvæsenet tilbyder en befolkningsrettet indsats vedrørende forebyggelse og sundhedsfremme samt behandling af den enkelte borger og patient.

Plejehjemsbeboeres selvvurderede helbred under coronapandemien

Forskningsprojekt af Britta Hørdam, ph.d, forskningsleder og adjunkt, cand.cur Anne-Katrine Mathiassen.
Projektet er et samarbejde mellem leder på Plejecenter Fælledgården og forsker samt studerende, ledelse og en adjunkt fra professionsbacheloruddannelsen i sygepleje ved UC Diakonissestiftelsen. Det overordnede formål er at undersøge plejehjemsbeboeres selvvurderede helbred og livskvalitet før og efter den første covid-19-vaccination. Det andet formål er at involvere studerende og adjunkter i forskning og udvikling på UC Diakonissestiftelsen i praksis.
En studerende og en plejehjemsbeboer

UN Decade of Healthy Ageing: Fem prioriteter i bekæmpelsen af misbrug af ældre mennesker

Globalt set oplever 1 ud af 6 ældre på 60 år eller ældre misbrug hvert år - andelen i institutioner er endnu højere.
Tackling abuse of older people: five priorities for the UN Decade of Healthy Ageing
På trods af disse fakta har misbrug af ældre mennesker globalt set ikke høj prioritet. UN Decade of Healthy Ageing 2021-2030 har beskrevet fem prioriteter i arbejdet med at forebygge og håndtere misbrug blandt ældre:
1) Bekæmpe alderisme; (2) Flere og bedre data om forekomst og risiko- samt beskyttende faktorer; (3) Udvikle og opskalere effektive løsninger; (4) Udvikle en investeringscase mhp. at adressere problemet ;(5) Indsamle midler til at håndtere misbrug blandt ældre.

Artikel

Grafisk facilitering understøtter deltagelse i sundhedsfremmende tiltag

Dansk Gerontologisk Selskabs formidlingspulje har støttet tryk og udsendelse af materiale udviklet til kommunikation omkring COVID 19 målrettet midaldrende og ældre med minoritetsetnisk baggrund i forskningsprojektet Sundhed, trivsel og Relationer i Taastrupgård (STRIT) www.strit.ku.dk
På det grundlag er der nu udgivet en engelsksproget artikel om, hvordan grafisk facilitering fremmer deltagelse i sundhedsfremmende tiltag i multietniske og dårligt stillede boligområder.
Forfattere: Catharina Thiel Sandholdt, Abirami Srivarathan, Maria Kristiansen, Gritt Marie Hviid Malling, Kathrine Vingum Møller Olesen, Mette Jeppesen, Rikke Lund.
Læs artiklen i Health Promotion International
(OBS! Kræver adgang til tidsskriftet).

Kalender

2022

1. september 2022. Ensomhed - vores fælles udfordring. Viden, strategi, handling. Folkebevægelsen mod Ensomhed og Mental Talk. Herning Kongrescenter. Læs mere.

20-23 September 2022. Aging & Social Change: Twelfth Interdisciplinary Conference. Krakow, Poland. Læs mere.

29. september - 1. oktober 2022. ENAS Conference 2022: Narratives and Counter Narratives of Aging and Old Age: Reflexivity in Aging Studies. Bukarest, Rumænien. Læs mere.

2.-3. November 2023. DGS National Konference om Aldring og Samfund. Middelfart. Mere info følger.

Kender du til alle fordelene som medlem?

Som medlem af Dansk Gerontologisk Selskab får du:

Deadline for stof til næste nyhedsbrev 3/2022 er 1. september 2022.

Nyhedsbrevet er redigeret af Louise Scheel Thomasen.
linkedin 
Følg Dansk Gerontologisk Selskab på LinkedIn.
Du modtager Nyt om Gammelt, da du er medlem af Dansk Gerontologisk Selskab,
eller har skrevet dig op til at modtage nyhedsbrevet.
Email Marketing Powered by MailPoet