NYT OM GAMMELT

DGS_logo
Oktober, 2023

Velkommen til efterårets udgave af Nyt om Gammelt!

Årets Nationale Konference om Samfund og Aldring nærmer sig. Den afholdes d. 2. & 3. november i Middelfart under temaet "At blive gammel i en forceret tid". Det - og meget andet - kan du læse mere om i denne udgave af Nyt om Gammelt.

God læselyst!

PS: Kender du nogen, som er interesseret i at modtage nyheder fra Dansk Gerontologisk Selskab? Så kan du invitere dem til at skrive sig op her.
konference titel

Tilmeldingsfristen for DGS' 8. Nationale Konference om Aldring og Samfund nærmer sig!

Konferencen afholdes på Comwell i Middelfart 2. og 3. november 2023 under temaet "At blive gammel i en forceret tid." Tilmeldingsfrist er d. 16. oktober.
Med emnet, "At blive gammel i en forceret tid", sætter vi fokus på oplevelser og håndtering af tid blandt ældre mennesker i deres hverdag, i familien og i behandling af og omsorg for svækkede og syge ældre mennesker. På konferencen vil der være symposier, workshops og frie foredrag, der bl.a. kan hjælpe med at belyse samfundets standardtid såvel som den subjektivt oplevede tid fra så mange vinkler, sektorer, og faglige tilgange som muligt.

Kom og hør plenumforedrag af Professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen, Københavns Universitet; Speciallæge Finn Rønholt, Gladsaxe Kommune; Seniorforsker Anna Amilon, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd; Aske Juul Lassen, Center for Humanistisk Sundhedsforskning (CoRe) og indehaver af Den 3. Akt; Seniorkonsulent Ida Marie Lind Glavind, Alzheimerforeningen.
Derudover præsenterer vi en lang række symposier, workshops og fri foredrag om den nyeste gerontologiske forskning i Danmark og Norden, samt prisforelæsning ifm. uddeling af Kirsten Avlund prisen 2023. Prisen er sponsoreret af Fonden Ensomme Gamles Værn.

Vi glæder os!
LÆS ONLINE I TIDSSKRIFTET GERONTOLOGI: FAGFÆLLEBEDØMT ARTIKEL

Ane Riels roman Urværk og gerontologiens ukendte

Af Nicklas Freisleben Lund, Stine Grønbæk Jensen, Kaare Christensen, Klaus Petersen, Jens Søndergaard, Troels Mygind Jensen, Anne Hagen Berg, Anne Marie Mai, Jacob Krabbe Pedersen og Peter Simonsen.
Ti aldringsforskere fra forskellige discipliner har sammen behandlet Ane Riels roman Urværk (2021) i et eksperiment, hvor skønlitteraturen var omdrejningspunkt for tværfaglige refleksioner og erkendelser. Artiklen beskriver eksperimentets centrale resultater og kommer på baggrund af eksperimentet med et argument for, at Urværk rummer to erkendelsesformer, som artiklen redegør for. Med det afsæt diskuteres eksperimentets og skønlitteraturens tværfaglige og gerontologiske brugspotentialer.
Projektet er finansieret af VELUX FONDEN.
Tidsskriftet Gerontologi

Forskning i rehabilitering for ældre hjertepatienter modtager bevilling

Forskningen skal hjælpe ældre patienter, der oplever nedsat fysisk formåen og reduceret livskvalitet efter en hjerteoperation.
Ældre par i skov
Overlæge Ivy Susanne Modrau, i Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi og lektor fra Health, Aarhus Universitet har sammen med seniorforsker og fysioterapeut, Bente Skovsby Toft, fra Aarhus Universitets og Aarhus Universitetshospitals Center for Forskning i Patientinvolvering, modtaget en bevilling på knap 6 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden og 400.000 kr. fra Helsefonden til at undersøge, hvorfor så mange patienter takker nej til hjerterehabilitering, hvordan man kan tilpasse vores nuværende tilbud til behovet, og om digitalt understøttet rehabilitering i hjemmet efter hjertekirurgi fremmer fysisk formåen og livskvalitet.

Behov for at skabe et mere nuanceret billede af ældre med sclerose

Et forskningsprojekt tilknyttet Center for Sund Aldring på Københavns Universitet og Scleroseforeningen undersøger, hvordan det er at være ældre og leve med Multipel Sclerose.
I sit ph.d.-studie, "Ageing with MS", undersøger Sofie Olsgaard Bergien, hvordan sclerose og aldring opleves og håndteres af mennesker i deres hverdag. Med udgangspunkt i at betragte aldring som et biografisk fænomen argumenterer hun bl.a. for, at der findes en manglende forståelse for, at man som ældre og kronisk syg både kan være en ressourcestærk person og samtidig opleve situationer i hverdagslivet, der er svære at rumme eller klare selv.
Sofie Olsgaard Bergien

Hvordan former og styrker musik den aldrende hjerne?

Henning Kirk kombinerer det private med sin professionelle viden om hjerne og aldring i bog om musik og alder.
Musik og alder
Med udgangspunkt i sin kærlighed til barndommens godnatsang Solen er så rød, Mor fortæller Henning Kirk om, hvordan sange og musik følger os gennem livet og hvordan og hvorfor musikere på 90 -100 år kan blive ved med at være musikalsk aktive. Forfatteren har også et bud på, hvordan musikken kan aktivere sproget hos ellers sprogløse demenslidende – og giver eksempler på det magiske samspil mellem de tre elementer i hjernens ‘musiske trekant’: motorik, emotion og kognition.

Ny bog om at blive gammel i et samfund, som hylder ungdom

Gennem 12 portrætter undersøger Stine Grønbæk Jensen, antropolog og ph.d. i historie, en generations håndtering af aldring og død.
På et plejehjem skriver Bitten sine erindringer ned på ternet papir. På en plastikstol mellem viltre brombærranker betragter Henning sine bier. På en sofa med tre puder i ryggen venter Frida på døden. På en kirkegård går Inger rundt mellem gravene og taler med de døde. I en tid, hvor velfærdsstatens indsatser målrettet de ældste især handler om forebyggelse og livsforlængende behandling, udforsker bogen de eksistentielle sider af livets uundgåelige afslutning. Bogen er blevet til med støtte fra Fonden Ensomme Gamles Værn.
Vi har haft vores tid

Hvad gør man, når demens påvirker kommunikationen?

Ny bog henvendt til pårørende og fagpersonale sætter fokus på, hvordan man kan blive bedre til at forstå og kommunikere med mennesker med demens.
Demenssprog. Lær at forstå mennesker med demens
Forfatterne Anneke Dapper-Skaaning og Dorthe Boss Kyhn tager som udgangspunkt, at mennesker med kognitivt nedsat funktionsniveau ikke er 'på vej væk', men opfanger meget mere, end mange er klar over. Det gælder derfor om at blive bedre til at sætte sig ind i de ønsker og behov, som mennesker med demens har. Forfatterne giver en række råd og værktøjer hertil.
Baseret på interviews med mennesker med en demenssygdom, medarbejdere i ældreplejen og pårørende gives desuden eksempler på de udfordringer, paradokser og dilemmaer, som implicerede dagligt står med.

Hverdagslivet blandt svækkede ældre under coronapandemien

Fonden Ensomme Gamles Værn udgiver ny rapport skrevet af Pernille Tufte, ph.d. i socialvidenskab.
Stemmer fra coronaland har fokus på, hvordan ældre oplevede coronapandemien, og hvordan pandemien influerede på deres daglige rutiner og gøremål.
Rapporten baserer sig på et etnografisk studie, Hverdagsliv blandt svækkede ældre mennesker i en post-coronatid, som er gennemført af Pernille Tufte og antropolog Louise Scheel Thomasen, og er bygget op omkring interviews med 22 ældre hjemmehjælpsmodtagere.
Stemmer fra coronaland

Ny rapport fra VIVE om ønsker om tidligere tilbagetrækning

Ældre med kort uddannelse forventer ikke at have råd til at forlade arbejdsmarkedet, når deres helbredet tilsiger det.
Ønske om tidligere tilbagetrækning
Rapporten har fokus på privatansatte ældre med kort uddannelse, der af helbredsmæssige årsager ønsker at trække sig tidligere tilbage end det tidspunkt, hvor det økonomisk set er muligt for dem. Resultaterne er de første fra projektet ’Usikkerhed knyttet til overgangen til pensionisttilværelsen og
konsekvenser for mental sundhed’ og er udarbejdet af seniorforsker Mona Larsen i samarbejde med seniorforskerne Anna Amilon og Helle Holt, VIVE, og Professor Anu Siren, Tampere Universitet, Finland.
27 Nordiske Gerontologiske Kongres i Stockholm

Den 27. Nordiske Kongres i Gerontologi afholdes i Stockholm i 2024

Karolinska Institutet danner rammen om kongressen 12.-14. juni 2024.
Sveriges Gerontologiska Sällskap, Svensk Geriatrisk Förening, Karolinska Instituttet og den Nordiske Gerontologiske Forening inviterer sammen til den 27. Nordiske Gerontologiske Kongres i Gerontologi, hvor du kan dele viden og engagement inden for temaet aldring i en omskiftelig verden (Eng. Ageing in a Transforming World).

Verden ændrer sig konstant, men nylige kriser som klimaforandringer, coronapandemien og krige peger på hurtige og grundlæggende ændringer i levevilkår. I sådanne udfordrende tider er særligt ældre og svækkede mennesker udsat for negative konsekvenser af disse forandringer.

På den 27. Nordiske Kongres vil forskere fra forskellige videnskabelige discipliner og eksperter fra praksis sammen tilvejebringe nye indsigter, der kan understøtte etablering af bedre levevilkår for ældre mennesker og bidrage til en bæredygtig udvikling for nuværende og fremtidige generationer. Vi tror på, at de nordiske lande kan tage en mere aktiv rolle i at promovere sund aldring globalt. Dette omfatter at gå forrest i forskning og praksis inden for vigtige temaer, der i stigende grad har konsekvenser for ældre mennesker; lighed, global sundhed, levevilkår, migration, velfærdsteknologi og organisering af sundhedsrettede tilbud, pleje og omsorg.
Den Nordiske Gerontologiske Forening
DGS er medlem af Den Nordiske Gerontologiske Forening (NGF), som er en paraplyorganisation for gerontologiske og geriatriske organisationer i Danmark, Sverige, Norge, Sverige og Island. I NGFs nyhedsbrev, GeroNord, finder du nyheder på engelsk om forskning, udvikling og uddannelse inden for ældreområdet i de nordiske lande.

Artikler

“It's not that I don't have things to do. It just all revolves around me” – men's reflections on meaning in life in the transition to retirement in Denmark

Af Mette Marie Kristensen, Peter Simonsen, Karen Katrine Sieg Mørch, Marie-Elisabeth Lei Pihl, Morten Hulvej Rod, Anna Paldam Folker.

At gå på pension indebærer store ændringer i tilværelsen. En artikel på engelsk i tidsskriftet Journal of Aging Studies undersøger, hvordan danske mænd tilskriver mening til overgangen fra arbejdsliv til pension. Artiklen er baseret på 40 dybdegående, kvalitative interviews med mænd, der for nyligt var gået på pension.
Læs artiklen

AMD – Ældre borgeres hverdagsliv med synstab og betydningen af holdtræning

Af Camilla Ida Ravnbøl, Sara Herfelt, Anne Nistrup Skovsbøll, Natasha Røsland Skov.

Et dansk-svensk forskningsprojekt, forankret på Sjællands Universitetshospital, har undersøgt, om styrke- og konditionstræning kunne bremse udviklingen af sygdommen tør AMD hos personer på +65 år. Artiklen giver et etnografisk perspektiv på livet med AMD blandt både kvinder og mænd.
Læs artiklen.

Making sense of reablement within different institutional contexts. Collaborative service ideals in Norwegian and Danish home care

Af Lea Graff og Mia Vabø.

Med udgangspunkt i kvalitative data fra et casestudie på tværs af Norge og Danmark undersøger en engelsksproget artikel i International Journal of Social Welfare, hvordan historiske og institutionelle forhold påvirker de måder, hvorpå rehabiliteringsforløb tilskrives mening i praksis.
Læs artiklen.

Kalender

2023

11. oktober 2023. Ældre uden nære relationer. Fonden Ensomme Gamles Værn, Nyborg. Læs mere her.

2.-3. november 2023. DGS' 8. Nationale Konference om Aldring og Samfund. Middelfart. Læs mere her.

9. november. Årskonference 2023: Værdighed i fremtidens ældrepleje. Videnscenter for Værdig Ældrepleje, Nyborg. Læs mere her.

2024

12.-14. juni 2024. Ageing in a Transforming World. 27. Nordiske Kongres i Gerontologi, Stockholm, Sverige. Læs mere her.

26.-28. juni 2024. Congress on Gerontology and Geriatrics (IAGG-ER Congress), Malaga, Spanien. Læs mere her.

Deadline for stof til næste nyhedsbrev 3/2023 er d. 1. december 2023.

Skriv til nyhedsbrev@danskgerontologi.dk
linkedin 

Følg Dansk Gerontologisk Selskab på LinkedIn.

Du modtager Nyt om Gammelt, da du er medlem af Dansk Gerontologisk Selskab,
eller har skrevet dig op til at modtage nyhedsbrevet.
Email Marketing Powered by MailPoet